Der overnattes igen i telte.

For første gang var det indbudt pigespejdere fra andre lande.

Lord og Lady Baden-Powell besøgte lejren.

Kronprinsesse Ingrid boede nogle døgn på lejren.

Efter de fem krigsår kunne vi igen tænke på korpslejr. For de blå Pigespejdere var det næsten en selvfølge, at vores første store efterkrigslejr skulle være på Braghetrolleborg på Sydfyn. Lige siden 1924, da Lensgrevinde Lucie Marie Reventlow var blevet valgt som korpsets bestyrelsesformand, var Braghetrolleborg næsten blevet betragtet som korpsets hjem. Forberedelserne var store. Vort lejrudstyr var temmeligt nedslidt. Især var det galt med teltene. 3. Esbjerg trop var så heldig at skaffe teltdug til et telt og få en lokal sejlmager til at sy det. For at få mest muligt ud af materialet blev det et kæmpe telt med ikke mindre end tre teltstænger. Det var tungt og svært at rejse, og det blev derfor altid senere omtalt som cirkusteltet. Det havde dog den fordel frem for en stor del af vore øvrige telte, at det var regntæt.

Der var tilmeldt mere end 3.400 deltagere. Det var mere end dobbelt så mange som i 1936. Det gav problemer for statsbanerne. KFUM Spejderne skulle have korpslejr i Sønderborg i omtrent samme periode, og transporten til begge lejre var mede end D.S.B. havde mandskab og materiel til. Nogle dage før vi skulle af sted, kom der besked om, at vores rejse var rykket et døgn. Det gav en del besvær. Men af sted kom vi da. Turen til Korinth tog omtrent 18 timer. Først efter to timers ventetid i Fredericia, hvor vi skulle vente på forbindelser med de øvrige jyske hold, så langt ophold i Odense. På strækningen fra Odense til Korinth med de sydfynske jernbaner holdt vi stille et utal af gange. Lokomotivet kunne åbenbart ikke trække det stopfyldte tog. Vi ankom kl. to om natten i øsregn, traveturen til lejren med fuld oppakning var lidt af en prøvelse for de yngste spejdere. En tolvårig spejder var så træt og søvnig, at hun tippede bagover, jeg vippede hende simpelthen op igen, og hun gik videre, som om intet var hændt. Bagefter huskede hun ikke, hvad der var sket. Da vi nåede lejren blev vi dirigeret op på avlsgårdens loft, da lensgrevinden ikke syntes, vi skulle gå i gang med at rejse telte på den tid af natten. Vi var ca. 2.000, der sov på loftet den nat. I hele lejren fik vi temmelig megen regn og en del spejdere oplevede senere igen at komme på loftet, da de møre førkrigstids telte ikke kunne holde tæt. Men humøret fejlede ikke noget.

Det var en oplevelse at møde spejdere fra alverdens nationer. Noget der gjorde stort indtryk på os, var at se de telte, de  schweiziske spejdere havde med. Der var vel nok stor forskel mellem den super kvalitet, vi så der og vore telte. En oplevelse var den daglige morgenandagt i slotskirken og lejrbålene, der blev ledet af Anne Sofie Hermann. Den sidste aften var der fakkeltog op til slottet og optrin, der hyllede Reventlow-slægtens betydning for Danmark. Hver trop havde fået besked om hjemmefra at medbringe et antal fakler, men mange havde mange flere end bestemt, og resultatet var, at vi nær havde brændt slottet af, da blev samlet til et bål midt i slotsgården. Den sidste lejrdag havde vi besøg af nogle hundrede KFUM Spejdere, hvis korpslejr sluttede dagen før vores. De var på vej hjem på Cykel. 

(ovenstående er skrevet af: "Stjanne" Sigrid Randløv Kristiansen)

Korpslejren blev  denne gang afholdt på godset Rohden ved Vejle fjord. at det ikke blev Brahetrolleborg skyldtes bl.a., at man burde tilgodese andre dele af landet. Korpset var stærkt i vækst, og det betød, at deltager tallet i lejren også steg. Vi var ca. 5.000 deltagere, Vort lejr udstyr var denne gang i meget bedre stand end i 1946. Trods megen regn var det en god lejr selv om Blåvand division blev nummer sjok i den indlagte korps-turnering. På en af de vådeste dage skulle vi indvi vores divisionsfane. Fanebæreren og fanevagten imponerede os ved at have taget deres tynde plastikregnfrakker på under uniformerne, så de var absolut reglementerede påklædte under ceremonien. Som sædvanlig i korpslejren  fik vi også denne gang besøg af Dronning Ingrid. Til alles overraskelse havde hun kongen med. De kom sejlende til lejren på kongeskibet Dannebrog. Ikke engang lejrledelsen anede, at kongen også kom. århus spejderne medbragte deres orkester. Det var Esbjerg afdelingen så imponerede af, at vi straks efter hjemkomsten gik igang med at starte et orkester. Vi lovede også hinanden, at det var første og sidste gang, vi ikke var blandt de bedste i en korpsturnering. 

Mange mente,at korpslejrene efterhånden havde overlevet sig selv. De ville blive for store, på grund af korpsets store vækst. Man kom jo sammen for at møde hinanden, men vi var jo så mange, at det meget ofte gik sådan, at vi slet ikke mødte de gamle spejderkammerater, vi gerne ville træffe, selv om vi vidste, de var med i lejren derfor skulle vi helt hen til 1960. før der igen blev tale om korpslejr.

(ovenstående er skrevet af: "Stjanne" Sigrid Randløv Kristiansen)

I 1960 fyldte korpset 50 år, og hvad var mere naturligt end at fejre fødselsdagen med en korpslejr. Brahetrolleborg kunne ikke tage så stor en lejr, ,men man ville jo gerne, at lejren skulle være på Fyn. Så fik man den ide at dele lejren op i syv afdelinger rundt på øen. 7 herregårde stillede arealer til rådighed for os deriblandt selvfølgelig også Brahetrolleborg. Blåvand division kom til  Juelsberg i nærheden af Nyborg. Chef for lejren på Juelsberg var vores egen distriktschef, Inger Rosenkilde, blandt spejdere kaldet Kilde. Vi var godt et par tusind i vores lejr. Jeg havde jobbet som pionerchef i lejren, Det kommer mig for, at jeg fik noget at lave, for der er jo unægtelig en del, der skal bygges op i sådan en lejr. Der skulle lejes barakker, graves ud til latriner, (det var jo før, man gik over til spande), lægges vandrør, indrettes vaskepladser, sørges for træ til lejrarbejder og brænde, opmåles lejrpladser og meget, meget mere. I mit job som divisionschef måtte en af de andre førere vikariere for mig. Alt dette før og i pionerlejren.  i selve lejren var der også  nok at lave. En nat blev jeg vækket, da et vandrør var sprunget . En lastbil var vist kørt over det. Som altid fik vi besøg af dronning Ingrid. Hun boede oppe på godset hos sine nære venner kammerherre Juel og frue i de dage, hun besøgte de forskellige lejre: Den daværende tronfølger, prinsesse Margrethe var der også, for værtsparrets datter var hendes studenterkammerat. En dag, da jeg var i gang med at hælde kemikalier på latrinerne, så jeg pludselig, at prinsessen var på vej ned til Esbjergs lejrplads. Jeg stod der med en spand giftig stads i den ene hånd og et målekrus  i den anden og syntes ikke, jeg kunne tage imod prinsessen i den forfatning. Det lykkedes mig at give Anne Fjældstad  et praj om at tage imod prinsessen og vise hende vores lejr og præsentere vore skotske gæster for hende, imens jeg forsvandt ind i skoven med min spand. Vi havde også besøg af Lady Baden Powell. Hun fløj i helikopter fra lejr til lejr. Ganske vist var der syv til dels selvstændige lejre, men for at det alligevel skulle virke som �n stor lejr, mødtes spejderne fra alle syv lejre til et stort stævne på Odense stadion. Vi kom til Odense med tog  og marcherede fra stationen til stadion, hvor vi stillede op i lige rækker. Jeg glemmer aldrig, det øjeblik. da kommandoen lød: "Det Danske Pigespejderkorps fremad march!". Da fik jeg en klump i halsen. To grønne førere fra Esbjerg. Gerda Thygesen og Birgit Lund, der var med som hjælpere i lejren ,var blevet hjemme i lejren på Odensedagen. og mens vi var borte opstod der et kraftigt uvejr, som væltede en masse telte. De fik deres sag for med at redde et par hundrede telte.

Dronning Ingrid deltog i selve åbningen, og hilste fra lejrens scene på de samlede pigespejdere, hvorefter hun var på besøg rundt i lejren.

Olave Baden-Powell, var født den 22 februar 1889 og døde den 26 juni 1977.

Lady B.P. flyttede tilbage til England efter at B.P. døde i Kenya i 1941, men hun er begravet sammen med ham i Kenya.