Esbjerg Spejder Museum

	billederne herover er fra Souvernierhæftet, som kunne købes på lejren.

Postkortet er Fundet på nettet, hvis dette ikke er i orden, så giv besked,  så sletter vi det,

Det Østrigske spejderkorps havde på baggrund af 2. verdenskrig meddelt at hvis de blev udvalgt, så ville lejren foregå i enkelthed og blive en lejr de skulle bringe spejdere sammen fra hele verden og på den måde styrke følelsen af enhed og fællesskab, så "Den enkle og jævne jamboree" blev født.

Der var 12.884 deltagere fra 61 forskellige lande der iblandt Eksilspejdere fra de østeuropæiske lande. KFUM-Spejderne opgav prisen til 350 kroner, hvori der var includeret 25 kroner til lommepenge,

Danmark deltog 190 spejdere, (146 fra DDS og 44 fra KFUM-Spejderne) fordelt 5 troppe, 4 troppe fra Det Danske Spejderkorps og 1 trop fra KFUM Spejderne, de 5 troppe blev fordelt på forskellige underlejre.

Læs: KFUM-Spejder Nils Aage Jensens beretning fra lejren.

Så vidt jeg husker - erindringer fra 7, verdensjamboree

 Brúder, auf und hórt die Melodie Òstreich ruft die Welt zum siebten Jamboree …

sådan begynder jamboree-sangen fra 1951. Vi havde ikke ligefrem øvet os på den, inden den lille flok af danske spejdere mødtes i Padborg den 12. august 1951. Sandt at sige var ingen af os særlig stive i det sprog, som indtil få år tidligere havde været ”fjendens sprog” - tyskernes sprog, som vi havde hørt det på gaderne i Danmarks under besættelsen af Danmark, Men vi fik lært sangen! -

...mag's auch Wetter Leuchen 'rings umhere freud euch mit uns nimt es nichts so schwer …

Et særtog – tror jeg det var – skulle bringe os gennem Tyskland til det fjerne land, Østrig, som vi ærlig talt ikke vidste meget om. Det var de færreste af os, som nogen sinde havde været i udlandet. Der var kun gået seks år siden Anden Verdenskrig sluttede, og store dele af Europa lå i ruiner. Det gjaldt i høj grad Tyskland, og nu kørte vores gamle damptog gennem dette mærkelige, ødelagte landskab. Det, som gjorde størst indtryk på denne her spejderdreng, var nok de enorme dynger af ødelagt jernbanemateriel, man kunne se fra toget. En kæmpemæssig stabel af udrangerede lokomotiver fx

Toget var proppet med spejdere – der var langtfra sæder nok til alle – men hvad betød det? Vi var jo på vej ud til eventyret. Turen tog to dage, og den tid blev til dels brugt til at lære hinanden at kende. Vi kom tæt på hinanden. Enhver kupe var fyldt op, og folk måtte sove både på gulvet og oppe i nettet. Selv havde jeg erobret en plads ude på gulvet i den gennemgående gang, hvor folk gik frem og tilbage døgnet rundt.

Det danske kontingent til lejren var bestod af ca 150 mand. Heraf var de 48 KFUM-spejdere, og heraf den lille tremands gruppe fra Kudu-troppen i Nykøbing Falster: Ib, Ivar – og Deres Ærbødige. Lederen af hele holdet var Tage Kampmann – senere kendt som rektor for Damarks Lærerhøjsskole.

Omsider passerede vi grænsen til det ukendte land og standsede i Salzburg. Men lad mig nu først sige lidt om , hvad det hele gik ud på, og hvorfor denne jambore var noget helt særligt.

 

 

ENKELHED– det var mottoet for den syvende verdensjambore, som blev afholdt i Østrig i 1951. Seks år tidligere havde Europa ligget i ruiner efter den mest omfattende krig verden nogensinde havde set, og endnu var man langtfra færdig med at genopbygge de enorme skader og ødelæggelser de omfattende krigshandlinger havde forvoldt. Fattigdommen var grotesk. Der var ikke råd til at slå om sig med de kolossale beløb, en jambore normalt ville have kostet. Derfor havde man valgt at mødes til det store spejdertræf under nottoet: Enkelhed.

Da man skulle vælge, hvilket land som dette år skulle have æren af at lægge lejrplads til det store træf, kom man til at stå med to muligheder; Østrig eller Danmark. Nu havde Danmark jo allerede afholdt en verdensjambore nemlig i 1924, så det lå lige for, at det måtte være Østrig, som også var mere end villig til at stille nogle områder ved Bad Ischl – til rådighed. Dette valg havde også en anden begrundelse: Østrig havde jo under verdenskrigen været en del af det nazistiske rige, og her havde spejderbevægelsen simpelthen været forbudt. Nu var Tyskland og Østrig i fuld gang med igen at bygge bevægelsen op fra grunden. Et af jamboreens formål var derfor at genskabe spejdernes internationale broderskab. Man stræbte simpelthen efter at blive gode venner og spejderbrødre mellem dem, som få år tidligere havde bekæmpet hinanden med de mest grufulde våben. Altså gjorde man en af de tidligere fjender til vært for alle verdens spejdere.

Jamboreens symbol var den såkaldte Maultrommel – en slags primitivt instrument– lidt i retning af en redekam, når man spillede på den. Internationalt hed den Jødeharpe, og jeg har altid bildt mig ind, at man valgte den som et u-udtalt cadeau til det jødiske folk i den øjeblikkelige situation, men det er gætteværk.

Måske var der ikke så mange, der hæftede sig ved Østrigs rolle under krigen, men spørgsmålet blev dybt alvorligt, da det kom til sagen om Tysklands deltagelse: kunne man virkelig medtage de tidligere fjender ?– en del af dem havde jo endda været medlem af det nazistiske spejderlignende korps ”Hitlerjugend”. Løsningen blev klar: hvis man mente noget med spejdernes broderskab, skulle det naturligvis omfatte alle – og det nyoprettede tyske spejderkorps blev inviteret med.

Alle den slags overvejelser havde vi ikke haft større del i, da vi tre mand fra Kudu-troppen begav os afsted for at mødes med andre spejdere på stationen i Padborg.

                  

Der gik en smalsporet bane fra stationen og ud til lejren. Toget var forspændt med det mest nuttede lille lokomotiv. På siden var der en blankpudset messingplade med teksten Gröste Geschwindigskeit 35 Kilometer in die Stunde, og med den forrygende fart nåede vi frem til jamboreens hovedindgang.

Der lå den altså – den store lejr, vi havde drømt om og glædet os til nærmest i årevis. Foran os lå et sydende hav af travle spejdere – tæt op mod 15.000 folk, der var i gang med at bygge de syv under-lejre. Vi har sikkert set noget gabende og gloende ud . Og det var vi også. Ikke på grund af mængden, for KFUM-spejdernes korpslejr i 1947, som vi tre kuduer havde været med på, var endnu større.Tæt på de 20.000. Men her var det forskelligheden, der imponerede. Alle tænkelige uniformer i alle tænkelige farver og med alle mulige hovedbeklædninger fra turbaner og skottehuer til indianerfjer og cowboyhatte, men dog flest spejderhatte som den Baden Powel havde båret. .

Vi kastede os ud i lejrindretningen, så snart vi havde fået anvist det område, som skulle være vores, og det varede såmænd ikke så læmge, før alt var bragt nogenlunde i orden, for vi var ret ivrige efter at komme ud og se nærmere på det vældige eventyrland, vi nu var en del af..        

Åbningen af selve lejren skete ved en omfattende og højtidelig ceremoni. Dette var jo den første verdensjambore efter at krigen havde gjort det umuligt at samles. (Her vil nogen nok protestere, for der var jo en verdensjambore i Frankrig i 1947, men den var planlagt og tilrettelagt til at finde sted i 1939 og var ”blot” blevet udsat. Det blev Østrig-lejren, der måtte bære skrammerne fra krigen.)

Man gjorde alt for at understrege, at dette var fællesskabets lejr, og derfor begyndte man med at mindes de foregående seks lejre. Der var rejst syv flagtårne – en for hver tidligere jambore, og nu lod man flagene fra de foregående værtslande gå til tops, mens udvalgte sangkor istemte de gamle jambore-sange. Jeg var – mærkværdigt nok! – så heldig at blive udtaget til det danske hold, og så måtte jeg jo lære sangen fra Ermelundslejren i 1924. Det var nu heller ikke vanskeligt, for teksten bestod simpelthen af det ene ord: JAMBORE, som blev gentaget gennem hele melodien. De var smarte, de gamle drenge fra 1924, for med den tekst kunne alle synge med. Det kunne man ikke med Brüder, auf... Efter flagceremonien kom den store indmarch, hvor de tusinder af spejdere marcherede ind og tog opstilling for at overhøre taler fra lejrkomiteens ledere og myndighedspersoner fra Østrig.. Alt sammen meget storslået, men måske en smule trættende for en hær af drenge, der var kommet for at opleve noget – ikke for at lytte til taler. Måske er det derfor jeg ikke husker, hvem der egentlig holdt de taler, men jeg gætter på, at en af dem må have været John S. Wilson – manden, som nærmest havde overtaget Baden Powels plads. Jeg skal senere nævne ham i en anden sammenhæng

Efter den storslåede ceremoni begav man sig tilbage til de enkelte under-lejre, og nu kunne lejrlivet for alvor begynde.

Det følgende må blive spredte glimt fra den halve snes dage, der fløj forbi i en forrygende række af spændende øjeblikke. Der var ikke arrangeret nogen form for øvelser eller konkurrencer. Man havde lagt vægt på at gøre det nemt at møde spejdere fra andre lande for at skabe venskaber og samvær.

Længe før jamboreen fandt sted, havde ”Væbneren”” skrevet en del om begrebet change. Deltagerne blev kraftigt opmuntret til at bytte mærker, ja, til at se hvor mange udenlandske spejdermærker, man kunne bytte sig til. Kun korpsmærket måtte ikke indgå i den florerende handel. På den måde var det forholdsvis let at komme i snak med venner fra fremmede lande.

Den eneste konkurrence, jeg husker, var et terrænløb. Det var stegende hedt mellem de høje fjelde, og de finske spejdere havde indrettet en sauna for enden af løbet- vel meget betænksomt for at vi kunne få skyllet sveden af os. Altså kastede vi os ind i teltsaunaen – og blev mødt med et brag af hede, så vi væltede baglæns ud igen og søgte ned i en lille iskold bjergbæk, der løb gennem lejren. De finske venner var ved at dø af grin.

Ellers husker jeg bedst de mange opvisninger fra skiftende nationaliteter. Amerikanernes Ild-konge glemmer jeg aldrig. Manden var en ekvilibrist med en æske tændstikker. Hvordan han bar sig ad med at tænde ild i fakler og andre ting ved at kaste en brændende tændstik på lang afstand fatter jeg ikke. Det var også amerikanerne, som imponerede ved at arbejde med lange piske. Præcisionen var utrolig – der stod en fyr med en cigaret i munden, og spejderen med pisken klippede cigaretten over på tre fire meters afstand med snerten af pisken. Den øvelse: piskepræcision - tog vi op, da vi kom hjem, men nåede selvfølgelig aldrig en færdighed, der kunne måles med den vi så i Østrig. I Schweiz dyrker man flagkastning som en slags nationalsport. Også her blev vi imponerede. Flagene blev rullet sammen om stænger på et par meters længde, hvorefter de blev kastet himmelhøjt til vejrs for i næste øjeblik at vikle sig fri og stå klart udfoldet mens de dalede ned til spejderens greb..

Masser af nationer optrådte med deres hjemlands spejderfærdigheder, men naturligvis var det især Østrig, der viste sig frem. Der var sørget for, at spejdere fra fjerne lande fik set selve værtslandet, og jeg husker det som om vi hver dag blev taget med til et eller andet engagement.En dag sejlede vi på Wolfgangsøen for næste dag at blive taget med tovbanen til det højeste fjeld. Der blev tid til et besøg i Gmundens fine lille teater-biograf og til en svømmetur i en isnende kold fjeldsø. Når jeg nu tænker tilbage på de dage, forekommer det mig, at der var rigelig tid til blot at slentre omkring i lejren og falde i snak med spejdervenner fra spændende steder på kloden. Hver under-lejr havde gerne sit særpræg enten det nu var en fantastisk indgangsport eller et specielt tømmer-tårn, der rakte mod himlen. Alle vegne i lejren kunne man føle sig velkommen. Jeg mindes kun en enkelt norsk spejder, der skabte et vist ubehag. Så snart han så, at vi var danskere ville han indlede en debat om, hvorvidt Tordenskjold var dansk eller norsk ! Han blev nu hurtigt vinket af og faldt ind i det store fællesskab, som prægede lejrens almene stemning.

Jamboreen blev besøgt af tusindvis af gæster. I mange år havde det jo været umuligt at komme omkring i verden som turist, og nysgerrigheden ved at træffe ”fremmede”var kolossal blandt almindelige østrigere. Det kunne føre til ejendommelige episoder. Vi mødte fx en venlig, ældre herre på lejrgaden, og da han hørte, at vi var danskere, blev han voldsomt begejstret - ”Ah Dãnemark! Schõn' Land! Mein Sohn war in Dãnemark unter den Krieg” – og han vidste ikke alt det gode, der var at sige om Danmark. Der var det lige med at ”finde en grimasse, der ku' passe”.

Jeg har noteret mig, at vi alle sammen i virkeligheden var små bondeknolde, der bildte os ind, at vores lokale særpræg måtte være noget, som alle kendte. For at tage et eksempel: vi stod og snakkede med nogle amerikanske spejdere, som havde pyntet deres lejrplads med gengivelser af en mytisk figur, der fulgtes af en blå ko. Da vi spurgte, hvad det var for en fyr, faldt de nærmest om på jorden dels af forbavselse over, at vi kunne spørge så dumt, dels af medynk med de uvidende danskere. Tænk, kendte de ikke engang Paul Bunyan ! (Find selv ud af, hvem han var!) Det gjorde da ellers hele verden, skulle de mene! Sådan fik man foræret gode historier overalt – bare man havde mod til at afsløre sin uvidenhed.

På den tid var jeg patruljefører, og derfor blev jeg indbudt til et specielt arrangement: Da man jo ikke kunne rumme hele lejren på en gang, havde man valgt at invitere samtlige patruljeførere til et te-selskab på noget så fint som Kaiserhof – det var fornemt … og kedeligt. Men østrigerne havde gjort deres bedste, og vi sad pænt og strittede med lillefingeren.

En meget populær popsang fra den tid havde den her tekst: ”Når der kommer en båd med bananer / bli'r det sommer og solskin på ny...” Den slags sydfrugter kunne man jo ikke få i Danmark under besættelsen, men nu var den båd kommet – eller var den? - i hvert fald var der en masse ting, man endnu måtte savne i 1951. Til vores store begejstring var det muligt at få de rare sager, som de fleste af os danskere aldrig havde smagt. Størst jubel vakte det, at man i lejrens boder kunne få noget så eksotisk som coca-cola, denne sagnomspændte amerikanske drik. En anden hidtil uopnåelig vare var ferskner. Ingen af os tre kuduer havde stiftet bekendtskab med denne vidunderlige frugt før, og vi blev simpelthen forfaldne til ferskner, mens vi var i jamboreen. Her kommer jeg til at tænke på selve forplejningen i lejren – og opdager til min forbavselse, at det kan jeg slet ikke huske noget om. Hvad i al verden fik vi egentlig at spise? At vi fik havregrød om morgenen er jeg ret sikker på, for en spejder uden havregrød fandtes ikke den gang, men ellers - ?, nej. Det siger mig, at maden har været enkel og efter nutidens normer såre primitiv. Lejrens symbolske motto var jo som nævnt: enkelhed . Hvad der skulle koges og steges blev frembragt på underlejrens køkkenbål. Der må have været et skema for hvem der tog sig af madlavningen i de dage, men det husker jeg ikke.  

Lad mig slutte med en ganske særlig oplevelse, som jeg vist aldrig glemmer. I den sydligste ende af lejren var der en ret høj banke, som ikke var taget i brug som lejrplads. Hvis man begav sig der op, kunne man få et udmærket udsyn over hele lejren, samtidigt med, at man med lidt held kunne få nogle øjeblikkes ro til eftertænksomhed. Samværet med tusinder kan godt skabe et behov netop for at være lidt alene.

En af de sidste dage i lejren var jeg smuttet væk fra de andre. Jeg kravlede op på den her bakke eller banke og sad muttersalene. Bedst som jeg sidder der i græsset, kan jeg høre, at en anden – lidt forpustet – er på vej op mod mig. Straks efter dukker en ældre spejder op., men da han så mig, trak han lidt ud til siden, hvor han satte sig. Han sad også og så ud over det vældige lejr-perspektiv. Så så han over på mig, smilede og nikkede – og det var lige der, jeg blev klar over, hvem han var: Wilson – hamselv. Manden for det hele havde ligesom en ukendt spejderdreng fra Danmark følt trang til lidt eftertænksomhed – hvad tænkte vi på? Samværet med de mange med al den gode vilje til international forståelse og venskab båret af øjeblikke af fred og ensomhed.

Vi talte ikke sammen, men skiltes ved foden af banken.

Et par dage efter dampede vi nordpå igen – hjem for at fortælle kammeraterne i Kudutroppen om de fantastiske jamboreoplevelser.

Forresten – jeg holder stadigvæk meget af ferskner!

Nils Aage Jensen

 

	Vedensjamboreens logo blev spejderliljen omgivet af en Jødeharpe. I lejrens butik solgte man under lejren ca. 10.000 jødeharper

Et af problemerne for Det Østrigske spejderkorps, var at landet stadig var under allieret kontrol , og selvom lejren lå i den Amerikanske zone, så lå lejren tæt på den Russisk kontrollerede zone, dette viste sig dog ikke at give nævneværdige problemer.

Da jamboreen skulle styrke sammenholdet og fællesskabet mellem verdens spejdere, var der stort set ikke kunkurrencer. Den eneste konkurrence var brobygning over en et lille vandløb, og netop denne konkurrence må siges at falde ind under lejrens ide.

Lejren var opdelt i 9 underlejre. 7 underlejre for spejderne 1 for ledelsen og servicestaben, samt 1 for lejrens øvrige gæster.

Under arrangementet blev syv oplyste tårne rejst for at symbolisere tidligere Jamborees. Når navnet på hver Jamboree blev annonceret, blev et flag hejst på et af tårnene, og sangen for den pågældende Jamboree blev sunget. Andre vigtige begivenheder omfattede den officielle åbning og lukning af lejrpladsen, en brobygningskonkurrence for deltagende spejdere og to bålaftener for både deltagere og besøgende på Jamboreen.