Forside | De første spejdere i Esbjerg

Afskrift af Erik Noll Jensens beretning om de første spejdere i Esbjerg.

Nedenstående er en afskrift fra bogen: Esbjerg i malerkunst og farver bind 3. af Tage Sørensen.

Esbjerg, den 20 februar 1966.

Når jeg sidder her og tænker over, hvad jeg lovede i går, går det mere og mere op for mig, at det er meget lidt jeg husker om 1. Esbjerg trops første år, men lidt har jo også ret, og som sagt, har man næsten en pligt til at fortælle den smule, man husker fra den første tid. Der er altid nogen som kan have glæde af sådanne - jeg tilstår - meget spredte erindringer. Lad mig kaste mig ud i det, idet jeg som motto vil minde om de ord, som den da berømte Sven Spejder alias adjunkt ved Gl. Hellerup Gymnasium og landsholdspiller i fodbold (det betyder jo meget i dag) sagde da en svajer en dag tilråbte ham, der var i spejderuniform, det spørgsmål: "Har du fundet noget, spejder?" Han svarede nemlig: "Jo, en glad ungdom."

Med til sagen. i 1915, jeg mener nu bestemt det må have været i 1915 og ikke 1916, som man tilsyneladende var mest tilbøjelig til at tro, blev her i byen stiftet en spejdertrop. Hvem initiativtagerne var, husker jeg ikke, jeg var selv kun en dreng på 10 år, men der må have været nogle forældre, som har interesseret sig for sagen, og der har samtidig været en mand, som kendte noget til spejderbevægelse, og det kan derfor udmærket været fra ham initiativet er kommet. Denne mand var premierløjtnant Valdemar Gudme. På grund af krigen 1914-18 havde vi jo garnison her i byen. Gudme blev senere chef eller måske omtrent chef for livgarden, men han var altså manden. Og en dag i 1915, det har været i den varmere halvdel af året, mødte så en snes drenge som de første spejdere i Esbjerg. Vort samlingssted var i villaen Kirkegade 47, den ejedes da af en sagfører Brasch, der også havde en søn, der var spejder.

Villaen ejes nu af tandtekniker Steen. Her var en dejlig kælder, som dog aldrig blev indrettet til tropslokale. Der var intet inventar, vi havde intet materiel, vi måtte sidde på cementgulvet langs væggene, når der var indendørs møde; men det var yderst sjældent, det var i den fri natur, det hele foregik. Uniformer var ikke sådan at skaffe, og i den første tid var det en noget uensartet trop, hvad beklædning angår, og det viste sig iøvrigt, at de uniformer, der kom hverken var af samme stof eller farve, men helhedsindtrykket var dog, at vi var spejdere. Når jeg tænker tilbage på disse kammerater, hvoraf mange er døde, så synes jeg egentlig, at det ville have nogen interesse at vide hvem de egentlig var. De kan jo ikke slette, hvad De mener er uvæsentlig ikke? Men jeg husker følgende fra den første dag:

De første spejdere:

  • Jørgen Schøn Jørgensen, søn af biografejer Jørgensen, død i Kbh.

  • Knud Schøn Jørgensen, søn af biografejer Jørgensen, død i Kbh.

  • Oskar Schøn Jørgensen, søn af biografejer Jørgensen, død i Kbh.

  • Alexis Andresen, søn af skibsreder Andresen, lever i København.

  • Cyril Andresen, søn af skibsreder Andresen, lever i København.

  • Carl Chr. Brasch, søn af sagfører Brasch, død i kbh.

  • Gottfred, søn af maskinmester Gottlob, lever i Kbh.

  • Chr, Hansel kl. Krølle, søn af forvalter Hansen, andelsslagter. lever i?

  • Ervin List, søn af kaptajn List, Jamaica, lever på Jamaica.

  • Raymond List, søn af kaptajn List, Jamaica, lever i New York.

  • Carl Johan Budtz-Petersen, søn af gross. Budtz-Petersen, lever i Esbjerg.

  • Rudolf Budtz-Petersen, søn af gross. Budtz-Petersen, lever i Esbjerg.

  • Rudolf Jørgensen, søn af manufakturhandler Martin Jørgensen, lever i Mariager

  • Hugo Lifoli, søn af fotograf Lifoli, skal være i Canada.

  • Sigurd Cold, søn af overlæge Cold, død i Kbh.

  • Svend Frydendahl, søn af forretningsfører Frydendahl, lever i Kbh.

Dette var vist nok de allerførste, men jeg kan have glemt nogen, bl.a. mig selv, men der kom hurtigt andre til, og af dem husker jeg i dette øjeblik:

  • Hans Sloth, søn af margarinefabrikant Sloth, død i Kbh.

  • Alfred Rosendahl, søn af bogtrykker Rosendahl, død

  • Holger Rosendahl, søn af bogtrykker Rosendahl, lever i Kbh.

  • Aksel Jæger, søn af sagfører Jæger, lever i Kbh.

  • Harald Jæger, søn af sagfører Jæger, lever i Esbjerg.

  • Holger Mikkelsen, søn af Anton Mikkelsen, lever i Esbjerg.

  • Helge Hansen, søn af overdyrlæge Hansen, lever et sted i Midtjylland.

  • Harald Lyhne Andersen, søn af toldkontrollør Lyhne Andersen, lever i Kjellerup

  • Oskar Nordland, søn af direktør Nordland, død i Canada.

  • Regnar Iversen, søn af maskinmester Iversen, død i Kbh.

  • Ejnar Vikjær Andersen, søn af pedel Andersen, apoteker i Nykøbing Mors.

Så er jeg i øjeblikket tom for navne, men jeg kan måske senere føje andre til. De må forstå, at de ovennævnte er alle drenge, som er kommet ind i troppen i dens allerførste leveår. Jeg har jo været sammen med mange andre i de 5 år, jeg var spejder.

Så vidt jeg husker, mødtes vi hver 14. dag til tropsmøde. Vi mødte om morgenen kl. 8 udenfor Kirkegade 47, og kun 2 numre derfra, nemlig i nr. 51, hvor K.F.U.M. da var, havde F.D.F., der da optrådte i deres hvide matrosbluser og sømandshat samlingssted.

Jeg tror ikke, de regnede os for andet end nogle gale mennesker, der løb rundt i bare knæ og legede røvere og soldater. Nu da jeg nævner bare knæ, kommer jeg i tanke om, at troppens opståen dannede mode, idet spejdere nu begyndte at gå med bare knæ til dagligt og hele året rundt, og det blev betragtet som noget helt vanvittigt. Sygdom og andet dårligt kunne kun opstå deraf, så selv vor rektor Oluf Nielsen på det daværende Esbjerg Gymnasium og Realskole, hvor mange af os gik forsøgte at nedlægge veto mod de korte bukser i vintertiden, men det blev altså os, der sejrede. Jeg må sige, vi vækkede furore, når vi viste os i uniform. Folk vendte sig om efter os på gaden og grinede - det er det rigtige ord - og kom med hånende bemærkninger. Jeg husker således et udslag af foragt overfor os, da vi en søndag dristede os til i samlet trop at marchere op ad Kongensgade. Tre mand havde taget opstilling med deres cykler på kørebanens højre side, hvor vi kom marcherende. De flyttede sig ikke en tomme, og man så det særsyn, at hele kolonnen måtte slå et stort sving over i gadens venstre side for at komme forbi.

Jo, det var ikke altid let eller farefrit at være spejder. Det socialdemokratiske dagblad, der da hed Vestjyllands Socialdemokrat, havde en dygtig og kras redaktør ved navn Sundbo. Om alle hans gode sider kan De læse i Esbjergs historie, men en af hans dårlige sider er vist ikke blevet nævnt, og så skal den frem her. Han kunne ikke fordrage spejderbevægelsen. Han fandt sikkert, at det var en militærisk organisation, og han kunne ikke fordrage militær og officerer, og af en sådan blev vi jo ledet, og måske har han også haft øje for, at vi næsten alle var fra, hvad man kaldte det solide borgerskab, og ikke fra arbejderstanden. Nej, det var noget andet med F.D.F., der var ganske vist en kristelig organisation, og det kristelige lå ikke for Sundbo, men drengene var mest fra, hvad man dengang kaldte den fattige del, og så kunne de da spille, havde et orkester og løb ikke rundt i skoven og legede krig. I hvert fald forfulgte han os i sit blad, og navnlig husker jeg et tilfælde, hvor han slog det stort op. I vort spejderblad fremkom en artikel om, hvad vi kunne bruge vores spejderstav til. Vi var nemlig i den allerførste tid, det var for øvrigt ikke længe, forsynet med en stav, der var omtrent et par meter. Den kunne bruges til mange ting, men den kunne også, hvad der blev beskrevet i artiklen med billede, benyttes som forsvarsvåben og vel derfor også til angrebsvåben. Denne artikel så Sundbo, og så kunne det nok være, han røg i blækhuset. Artiklen må kunne findes i avisens arkiv, og vi fik læst og påskrevet, og det var kun med til at nedsætte os drenge i borgernes øjne og dermed også i borgernes børns øjne, og det var det værste for os, for det skete, når vi gik alene eller kun et par stykker sammen, at vi blev passet op af nogle af, som man sagde, gadens drenge, og det var ikke altid, at man klarede sig igennem. Vi havde besked om ikke at give os i slagsmål, men søge at undgå det, endda ved at løbe, af hensyn til troppens renomm�.

I den forbindelse husker jeg, at vi hverdagsaftner gik til samariterkursus på det daværende hotel Esbjerg. Det ligger der stadig i Exnersgade og benyttes nu af Vestjysk Produktforretning. Vel var det ikke hotel dengang, men det benyttedes til indkvartering af soldater, og her fik vi så undervisning af en militærlæge . Når vi så en vinteraften ved 21 -tiden skulle hjem derfra, ha så fulgtes vi i samlet trop op ad Kongensgade, og så sivede vi ud af sidegaderne efterhånden, helst flere i følge, for ellers kunne der godt vanke brodne pander. Den groveste forfølgelse, vi var ude for, vedrørte dog vores spejderhus. Ikke så længe efter starten, måske et års tid, blev det bestemt, at vi skulle have en spejderhytte, og vi fik tilladelse til at opføre den i Strandskoven, som vi sagde dengang. Stedet var beliggende i den del af Vognsbøl park, der ligger lige nord for Mågevej og støder op mod denne. I dette skovstykke fandtes en åben plads omkranset af en høj tjørnehæk. Vi kaldte den "Den firkantede plads", og den var på søndagsøvelserne altid vores faste tilholdssted. Dengang lå den langt udenfor byen. Det syntes alle, og der kom ikke ret mange mennesker. Her fik vi så lov at bygge, og maler Hansen, "Lille maler" kaldet, og som De også kan læse om i Esbjergs historie, stillede sig i spidsen. Han tegnede huset, hvoraf en del af de 2 sidevægge skulle bestå af jord og græstørv, resten med højt tag skulle opføres af træ. Vi fik så ved gode menneskers hjælp, som man siger, samlet materialer sammen og gik i gang med arbejdet, men huset nåede aldrig rejsehøjden, for hver gang vi fik bygget noget op, kunne vi være forvisset om, at det var revet ned, når vi næste gang kom derud. Vi så måtte opgive, for beskyttelse kunne vi ikke få, og nye materialer kunne vi ikke fortsat skaffe hos de ædle givere, men det er et udmærket bevis på, at det den gang kostede at være spejder.

Jeg tro ikke, at premierløjtnant Gudme var fører for os mere end et halvt års tid, så blev han forflyttet, og vi i stedet fik vi premierløjtnant Torry Gredsted, De ved ham drengebogsforfatteren. Og da han blev forflyttet, fik vi en premierløjtnant Palslev, som jeg husker, fordi han var en ivrig kajakmand, hvad imidlertid ikke smittede af på os. Derpå begyndte en storhedstid for 1. Esbjerg Trop. Dels havde man efterhånden vænnet sig til os, og så fik vi alle tiders tropsfører i, som vi altid sagde, løjtnant Jensen, som efter endt militærtjeneste ved sikringsstyrken kom til Esbjerg som repræsentant i firmaet Pagh& Quist Pedersen (nu Jørgen Colding). Han døde som kgl. vejer & måler her i byen, som De ved. Han var alle tiders chef, myndig og sikker. Jeg husker, hvor vi frydede os, når vi var til divisionsturneringer og stod opstillet sammen med andre troppe på byernes torve, hvor vi nød hans kommando og så, hvorledes al evolering hos os blev afviklet som efter en snor, mens andre af og til kørte fast. Løjtnant Jensen kunne lide drenge, vi så op til og beundrede ham, for os kunne han klare enhver situation, og der var ikke et spørgsmål indenfor spejdersport, han ikke kunne besvare, og så var han tilmed morsom, vittig. Jeg husker møder i Havnegade nr. 3, hvor hans gamle moder boede. Jeg må på det tidspunkt have været på vej op ad rangstigen, korporal eller patruljefører. Vi fik kaffe, når forretningerne var færdige, men så kunne løjtnant Jensen fortælle historier, han kunne læse op, og hvor vi grinede, jo, han var en elsket fører. Ved Løjtnant Jensens tiltræden kom der egentlig først rigtig fart i sagerne. De andre tropsførere var jo egentlig vandrefugle, de blev ustandselig flyttet rundt, men Jensen kom og blev. Vi fik samlingssted ved Pagh & Quist Pedersen, hvor løjtnant Pedersen var ansat. Der mødtes vi til tropmøderne, patruljemøderne blev holdt privat hos patruljeførerne, og vi fik efterhånden lidt teltudstyr, vist nok 2 telte. Jeg havde et 4 mandstelt, og dette havde vi flere gange med på vore weekendture, der næsten altid gik til Endrupholm.

Når nu Endrupholm nævnes, er der en historie, som må med. Vi badede i åen, og i dens løb var der et dybt hul, hvor vi ikke kunne bunde, og vi morede os med at svømme over det. Einar Vilkjær Andersen, som vel var 4 år ældre end jeg og en stor tamp, som vi gerne fulgtes med, når vi ellers følte os truede af byens drenge, var ikke svømmer, men han ville nu over det hul, og så satte han af, men den gik ikke, han begyndte at synke, og pludselig var han væk. Han sagde ikke et ord, men så blev der travlt. Løjtnant Jensen, som i fuld uniform opholdt sig på bredden, sprang i, og andre af de store dykkede også efter Andersen, og fik ham op og trukket ind til bredden. Hele lejren var i oprør, redningsmændene var forpustede og alle var forskrækkede. Den eneste, der var rolig, var Andersen, og da alle stod på den faste grund, tavse og pustende, så sagde han ganske roligt, at der nu ikke havde været nogen grund til al den halløj, for da de hev ham op fra bunden, havde han lige taget den beslutning at da der ikke var ret langt til bredden, ville han tage turen på bunden. Ejnar var en gæv spejder.

Fra den første tid var der en spejder, der hævede sig op over mængden. Det var Alfred Rosendahl. Han er for resten fader til den nuværende bogtrykker Poul Rosendahl. Alfred var alle tiders spejder, først patruljefører og hurtigt tropsassistent og løjtnant Jensens håndgangne mand, de to kunne arbejde sammen og forme en trop. Den første divisionsturnering, 1. Esbjerg deltog i, var i Vejle i 1917. Patruljens fører var Alfred Rosendahl, og han vandt 1. præmie, et sølvbæger i spejderidræt. Vikjær Andersen fik 2. præmie, og gul patrulje, som Alfred var fører for for, fik Vejle trops ærespræmie, et sølvbæger. Jo, der var ved at komme snit over troppen, og det skyldtes i første række løjtnant Jensen og så Alfred Rosendahl. Næste år, 1918, var divisionsturneringen i Kolding. Atter var Alfred fører for gul patrulje, og den vandt 1. præmie i spejderidræt og fik divisionens ærespræmie. Inden næste divisionsturnering var både Alfred Rosendahl og Einar Vikjær Andersen borte fra Esbjerg og andre kom til. Jeg bliver nødt til lige at tage 1919 med. Da afholdtes divisionsturneringen i Fredericia, og jeg deltog i gul patrulje som korporal. Fører var Regnar Iversen, også en fremragende spejder. Vi vandt 5 præmier i spejderidræt, de kan alle ses på den gamle stander. Jeg havde for resten også deltaget i divisionsturneringen året før i Kolding, men i Esbjergs 2. patrulje, og da vandt vi ikke noget, men tog altså hævn det følgende år.

året gav også den oplevelse, at 1. Esbjerg trop deltog i spejderlejren i Hindsgavl. Det var en landslejr med deltagelse fra England, Norge og Sverige, og vi havde den oplevelse i 2 dampere at blive sejlet til Sønderborg, der endnu ikke var dansk. Vi overnattede under åben himmel i en af skanserne, og måtte om natte have alle de største spejdere stillet ud som vagter, idet de tyske marinere, der endnu lå på kasernen i Sønderborg, forsøgte at lave uroligheder. Det var en stor, stor oplevelse at møde danske sønderjyder, som opsøgte os i skansen. Det var forbudt at flage med Dannebrog, som derfor var rullet sammen. Men sønderjyderne, som heller ikke måtte flage dansk, kunne ikke nære sig, mange steder stak Dannebrog ud af vinduerne. Jeg skal ikke glemme det øjeblik, vi var tilbage på 2 dampere og lagde fra land, og vi atter kunne rulle vore mange faner ud, hvilket hurra sønderjyderne gav os, hvorpå de istemte nationalsangen. Det var et meget, meget stort øjeblik. Jo, sønderjyderne tog en forsmag på den genforening, som fandt sted året efter.

Se hr. Gladbjerg. Nu har jeg holdt mit ord om, at jeg ville skrive lidt ned, nogle spredte træk om 1. Esbjerg Trops allerførste år. Min hukommelse har vist sig at være svag, men til undskyldning tjener stadig, at jeg var 10 år, da det begyndte, man siger jo, at når man bliver gammel, kan man bedst huske sin barndoms oplevelser, så når jeg bliver gammel, og begivenhederne står klarere i min erindring, skal jeg meget gerne forsøge at supplere, hvad jeg har skrevet. Og så vil jeg lige minde Dem om Deres løfte til mig, nemlig, at jeg skal få lejlighed til at se og føle på den gamle stander fra 1. Esbjerg, den stander, som har vejet så mange gange ved lejligheder, hvor vi har følt og mærket, at det var et privilegium at være spejder og finde - jeg henviser til Sven Spejders ord - en glad spejdertid.

Erik Noll Jensen omtaler  troppens stander og sølv skjoldene fra de vundne turneringer i 1917 og fremefter. Billedet på siden DDS i Esbjerg viser netop denne stander. Esbjerg Spejdermuseum fik overrakt  standeren den 14 april 1994, i forbindelse med et arrangement hvor 13 gamle Esbjerg spejdere besøgte museet.