Verdensjamboreen 1924
Verdensjamboreen i 1924, var den 2. verdensjamboree, idet den første var blevet afholdt i 1920 i London.
Det var i en turbulent tid, at Danmark havde fået tildelt dette store arrangement.
Det Danske Spejderkorps havde svære interne stridigheder i 1922 splittes korpset i 2 idet en gruppe danner "Dansk Spejderforbund", i mønstringstallene fra 1922, kan man se en kraftig medlems tilbagegang fra 5667 i januar til ca. 2500 ved årets udgang. Lembcke flirter kraftigt med DUI og arrangerer blandt andet førerkurser hvor førere fra DUI deltager. I 1923 kulminerer stridighederne med at Lembcke fratræder som spejderchef og i begyndelsen af 1924 samles de to spejderkorps igen i Det Danske Spejderkorps.
KFUM-Spejderne havde i perioden 1912 til 1916 været en selvstændig division i Det Danske Spejderkorps, men var derefter brudt ud og havde oprettet sit eget selvstændige spejderkorps. KFUM-Spejderne havde derefter - i en kort periode, været fusioneret med FDF. Dette samarbejde blev også skrinlagt, så KFUM-Spejderne var i 1920érne et korps, der forsøgte at finde sit eget ståsted. Et andet af KFUM-Spejdernes problemer var at de ikke havde.nogen international anerkendelse, og kunne derfor ikke deltage i verdensjamboreen.
Da Det Danske Spejderkorps var det eneste anerkendte spejderkorps i Danmark da verdensjamboreen blev tildelt Danmark. var det dem som organiserede og ledede jamboreen.
KFUM-Spejderne får først den internationale anerkendelse den 19. februar 1924. Og først derefter kunne man indviteres til at deltage i verdensjamboreen i 1924.
I KFUM Spejdernes blad Væbneren kan man læse om anderkendelsen Af Korpset. |
Jamboree mærke |
Åbning af lejren |
Tage Carstensen* |
John S. Wilson** |
Samlemærke kunne købes i ark af 50 stk. |
Ove Holm |
* Tage Carstensen bliver senere initiativtager til Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps. (Navnet er senere ændret til Bloddonorerne i Danmark) Ifølge protokollerne var han den første som gav blod.
** J. S. Wilson, forfatter af nedenstående beretning fra jamboreen.
På baggrund af disse interne stridigheder er det nærmest et mirakel at det lykkes at få stablet en verdensjamboree på benene. Stridighederne i Danmark har heller ikke undgået at bringe ængstelse blandt spejdercheferne i England og det er med nogen bekymring at man lader DDS beholde arrangementet. Med som man kan læse i J. S. Wilson, lederen af Gilwelltræningen, beretning om verdensjamboreen, er der ikke en plet at sætte på arrangementet.
Jamboreen 1924 Af J. S. Wilson. (offentliggjort i bogen Det Danske Spejderkorps 1910-1935).
Mit første og sidste indtryk af jamboreen i Danmark kan udtrykkes med ordet vidunder. Sammen med Mr. Martin kom jeg til København den 8. august og tog straks ud til jamboree-lejren. Da jeg kom derud, spekulerede jeg på, om det ville være muligt at få alting i orden til modtagelsen af det første hold, som skulle komme næste dag. Jeg behøvede ikke at have næret nogen betænkelighed, men til min undskyldning tjener, at jeg ikke havde lært danskerne at kende, hvad der visselig ikke var min fejl, men dog en mangel hos mig. Den skare hjælpere, Jens Hvass havde samlet om sig, skabte mirakler og fortsatte miraklerne hele den næste uge. I hele lejrugen gik jeg rundt i den samme tilstand af forundring, thi der skete intet, som ikke var forudset, intet tilfælde, der ikke var midler for. (Det eneste, der måske kan undtages herfra, er de tusinder af besøgende, der hver dag myldrede ind i lejren - dem havde man ikke ventet!)
Lejrledelsen havde midler parat mod alt, hvad enten solen skinnede så strålende, som tilfældet var det meste af tiden eller regnen faldt, som den kom strømmevis fredag eftermiddag og om søndagen.
Min forundring holdt sig hele den følgende uge - Danmarksugen- Denne gang over det danske folks vidunderlige gæstfrihed, denne vidunderlige organisation af indkvartering af alle spejderne og arrangementet og gennemførelsen af programmet. Den internationale konference med dens fællesfølelse og hjertelige enighed gav endnu en forundring. Til sidst forlod jeg Danmark fordybet i spekulationer over, om noget land i verden kunne have præsteret på akkurat samme måde alt, hvad de danske spejdere havde gennemført med et så strålende resultat i fjorten dage. Bedre skribenter en jeg ville utvivlsomt skildre helhedsindtrykket af Jamboreen og fremhæve fordele, som spejderbevægelsen vil høste af den, men inden jeg går over til at give min mening om den del af Jamboreen, som jeg var stærkest knyttet til - Verdensmesterskabskampene -, vil jeg yde stævnets ledere min hyldest, Ove Holm, for hans utrættelige arbejde, Christian Holm for hans venlighed mod alle deltagende hold og Admiral Carstensen for hans inspirerende personlighed. Det er anmassende af mig, og jeg vover det kun, fordi jeg ved, at jeg udtaler den enstemmige mening hos alle spejderne fra det britiske imperium, der som jeg var så lykkelig at deltage på jamboreen. [Om verdensmesterskabs-konkurrencerne, som Wilson ikke mener skal gentages, skriver han:]
konkurrencerne var tilrettelagt med den tanke, at de skulle give et nogenlunde fuldstændigt overblik over spejdersportens vigtigste virksomheder. Praktisktalt alle de deltagende troppe nåede en høj standard, skønt mange led slemt under mangler i form af penge, tid og træning. Det vil ikke være rigtigt at fremhæve de enkelte troppes fordele og mangler, og iøvrigt har jeg mit liv for kært til at ville gøre det, men jeg synes, at jeg på dette sted må lykønske den amerikanske trop til dens fine resultat, som i væsentlig grad skyldtes de enkelte deltageres store intelligens. Dens sejr var velfortjent. Og nu vil jeg igen vende tilbage til ordet vidunder. Atter her var jeg forbløffet over den omhu og forudseenhed, der var blevet vist i planlæggelsen og arrangementet af de forskellige konkurrencer. Tage Carstensen som alle de andre, jeg har nævnt, udrettede vidundere i tilvejebringelsen af dommere, i ledelsen og kontrolleringen af konkurrencerne. Mit arbejde var i virkeligheden en ren drivertilværelse, for jeg havde egentlig ikke andet at gøre end slentre om i solskinnet i behageligt selskab med en eller anden af de danske dommere.
Jeg har gemt det største vidunder til sidst - de storartede lejrbål i Ulvedalene med deres tusinder af spejdere og deres titusinder af tilskuere og det levende vidunder, som ledede hele skaren og kastede liv over begivenhederne med sit rappe vid og sin storartede sprogbeherskelse - Sven Knudsen.